Regnbuestenen

Høst & Søns forlag, 1999

Uddrag af Regnbuestenen Forfatterens Kommentarer

Mestersangeren kan ikke længere synge regnbuen frem i den hellige sten. Forbindelsen til Sealaerne, folket i Den Skjulte Dal, er brudt, og tørken truer alt liv på øen. På festpladsen og i Helligcirklen hører Leela som den eneste de besynderlige syngende stemmer, og Sealaernes hellige mærke står brændt ind i huden på hendes skulder. Men hvordan skulle en stum og forældre løs pige kunne være udvalgt til at genskabe alt, hvad der er gået tabt?

Uddrag af Regnbuestenen:

1. kapitel

"... thi når farvernes strålende bue
danner bro fra Himmel til Jord,
så bringer regnen og solen
grøde til alt, der gror.

Syng, usynlige sjæle,
mens Livsdansens kraft vokser frem,
for da tændes Stenens hjerte,
og vi lyser alle som den."

Leela strøg det mørke hår væk fra panden og rettede ryggen. Endelig var hun færdig med at skrive Helligsangens mange vers af. Hun havde nået det inden solnedgang, som Tinka havde bedt om.
Skrivearket lyste hvidt i den tiltagende skumring, og hun overvejede, om hun skulle tænde olielampen. Af gammel vane kiggede hun efter ildstedet, men tog sig i det. Det var ikke nødvendigt at tænde op. Dette forår havde været usædvanlig varmt og ligesom de to foregående år var regnen udeblevet. I det samme hørte hun Tinkas energiske skridt i gruset udenfor.
"Er du færdig? " sagde hendes lærer forpustet. "Godt! Det er ærlig talt lidt sent, Durri finder ud af, at de nye sangere ikke kan teksten godt nok. De skal trods alt synge den i morgen til Pagtfesten!"
Leela rakte pergamentarkene til den gråhårede kvinde. Det var for mørkt inden døre, så hun tog afskrifterne med udenfor. Leela fulgte med.
Aftenluften dirrede stadig af varme, og Leela mærkede, hvor tørstig hun var. Forsigtigt vædede hun læberne med tungen. Bare hun kunne tage noget at drikke, men hun havde fået en lille kop vand til sin aftensmad, og de skulle spare.
En kølig brise fra havet fik hende til at kigge op mod solnedgangshimlen. Var vinden tegn på regn? Nej, himlen var fuldstændig skyfri. Hun vendte sig mod Tinka, der ivrigt studerede hendes arbejde i dagens sidste bløde lys.
"Du skriver virkelig smukt, Leela," sagde hun anerkendende: "Vil du ikke med op og aflevere afskriften til Mestersangeren. Jeg synes næsten, Durri skal have lov at sige tak til dig personligt. Det er utroligt, du har nået at skrive hele Helligsangen af på så kort tid."
Leela rystede bestemt på hovedet, men Tinka ventede slet ikke på svar. Hun trak pigen med sig op ad det stejle terræn til husene omkring Helligcirklen.
Koret øvede sig, og lyden af de klingende stemmer gjorde Leela helt stiv indeni. Lige så længe hun kunne huske, havde lyden af sang og musik gjort hende bange. Hun vidste ikke hvorfor, men det var, som om tonerne pressede sig ind på hende og forhindrede hende i at trække vejret. Hun kunne ikke gå nærmere, hun vidste det.
Tinka stirrede irriteret på hende: "Hold nu op med at opføre dig så sært, Leela, der er ikke noget at være bange for!"
I det samme kom en gruppe unge mennesker forbi. Hun hørte deres latter og hvisken.
"Se stumme Leela, nu får hun et anfald igen!"
Med en hurtig bevægelse rev hun sig løs fra Tinka og løb tilbage mod Skriverhuset, hvor hun kunne være i fred.

Forfatterens kommentarer:

Da jeg midt i halvfemserne besluttede mig til at drosle mit teaterarbejde ned til fordel for forfattervirksomheden skyldtes det især, at jeg havde brug for sammenhængende tid til at skrive en større roman om noget, der lå mig stærkt på sinde.
Det blev Regnbuestenen.
Jeg er vokset op i en familie, hvor det guddommelige og det spirituelle ikke var en del af hverdagen og har selv måttet arbejde hårdt for at få skabt plads i mit indre univers til den slags mere uhåndterlige størrelser.
Det var derfor meget spændende at begive sig på rejsen til øen Liban og sammen med Leela finde vej til den del af livet, som ikke umiddelbart kan vejes og måles.

powered by cmsimple.dk - template by 2bdesign.de