Eventyret om Påfuglen, der vil synge
Mallings forlag, 1987
Uddrag af Påfuglen, der vil synge :
| Påfuglen skyndte sig tilbage til hønsegården, pustede sig op, foldede sin hale ud og fejede ind igennem hønsegården. Alle hønsene vendte sig om og så på den. Den følte igen stoltheden bruse igennem sig, og den gjorde sig endnu større. Men med ét opdagede han, at hønsene ikke bukkede underdanigt for ham, de kaglede ikke beundrende - de lo! De lo, så de måtte støtte sig til hinanden, mens de hulkede: »Kom han ikke her, den pralhals, og troede han kunne gøre indtryk på nogen med sine tre usle halefjer, sin afpillede krop og sin falmede fjerdragt. Og havde han så endda kunnet synge, så måske ... men det eneste han kunne, var at skrige så hæst, så selv den gamle hane kunne gøre det bedre.« Og så begyndte hønsene at snakke om nattergalene, og snart glemte de Påfuglen. Der stod den så. Halen var sunket sammen og en dyb hulken forplantede sig igennem dens magre bryst. Den bøjede sit hoved og med sin tynde hale slæbende igennem hønsegårdens skidt gik den ud af lågen. |
|
|
|
|
Tilbage til toppen
Forfatterens kommentarer:
Historien til denne billedbog er skrevet før min første bog udkom. Den blev til på et tidspunkt, hvor jeg var meget sammen med mange andre håbefulde unge kunstnere, der alle hver på deres felt havde en drøm om at slå igennem. Når det så ud til at lykkes for en af os, var det svært ikke at blive misundelig eller forestille sig, at man selv kunne have gjort det bedre. Den følelse af, at de andre var bedre, dygtigere, mere heldige end mig, prøvede jeg at fange i fablen om Påfuglen, der ikke forstår, at sand kunst kommer fra hjertet, og ikke skal vurderes ud fra hvor højt publikum klapper.
powered by cmsimple.dk - template by 2bdesign.de
