|
”Høsten er snart i hus. Det varer ikke længe, før det er tid for skatteopkrævningen.”
Et kort øjeblik hang Tokes ord i luften, før kongen sagde: ”Odd har overtaget Eiks hverv. Det bliver også ham, der henter den skat, stormændene er mig skyldig.”
Toke lænede sig tilbage, og Isar tog over. ”Er det en god beslutning, herre konge? Odd er ung og uerfaren.”
”Det bliver, som jeg har sagt. Odd har deltaget i Eiks skatteopkrævning flere gange. Jeg har ingen grund til at tro, at han ikke skulle være i stand til at udføre opgaven fuldt tilfredsstillende.”
Ansur så kort på Hagal, havgudindens gydje, der også var til stede ved kongens rådsmøde. Hun nikkede umærkeligt, og han fortsatte: ”Jeg ønsker, at Odd på alle måder skal overtage Eiks plads, også som øverstbefalende for min personlige hird.”
De tre andre høvedsmænd så på den unge rødhårede kriger, der for kort tid siden havde overtaget den ene af de fire fylkinger i hirden. Vegge nikkede langsomt. Han kendte Odd fra tidligere og havde kun godt at sige om den nye høvedsmand. Toke, der var den ældste, lænede sig frem mod sin nye fælle og sagde: ”Hvad mener du selv, Odd?
”Jeg gør, som min konge befaler. Det har jeg aflagt ed på.”
”Det er ingen skam at bede om råd og hjælp, når man er uerfaren.”
Isar, der ikke kun var høvedsmand, men også tjente som gode for den stærke stridsgud Kauna, talte roligt. Ganske vist var han ikke tilfreds med, at Ansur havde valgt Odd i stedet for Steinar Jankelssøn, som han selv havde indsat på Eiks plads, da den gamle høvedsmand faldt i kamp under sommertogtet, men alligevel ville han gerne hjælpe den unge mand. Havde det stået til ham, havde Odd tjent i hans fylking, Kaunas Krigere, sammen med bersærkere og hamskiftere i stedet for under den regelrette Eik. Isar var ikke i tvivl om, at den nye høvedsmand havde trolddomskraft, men Eik og den gamle kong Grathe havde ikke tilladt Kaunas gode at lære ham op.
”Hvad med Wendels skat?” Vegges stemme var skarp. ”Han har stadig ikke betalt, hvad han skylder fra foråret.”
Igen var der tavshed rundt om bordet. Jarlen af Nordlandet var blevet overvundet i kamp af kong Grathe og hans datter giftet bort til Ansur, men Wendel mente ikke, han var skatskyldig til Ansur, siden det var hans far, han havde aflagt eden til. ”Lad det hvile.”
Hagals stemme var lav, men alle kunne høre, hvad hun sagde. ”Jeg har rådført mig med gudinden, og hun siger, at vi skal lade Wendel være i fred indtil videre.”
”Lader vi ham slippe nu, varer det ikke længe, før han står i Fladhavet med en kampklar styrke.”Vegge rejste sig hidsigt. Toke brummede samtykkende.
|
”Hvad mener du, Isar?” Ansur henvendte sig afmålt til den mand, som hans far havde brugt til at rådgive sig og tale med guderne.
”Det kan jeg ikke svare på, før jeg har haft mulighed for at lytte til den store Kaunas visdom,” svarede Isar indædt, vred over at Hagal atter havde haft mulighed for at vejlede kongen, før han selv havde fået at vide, hvad der var på færde. Da Ansur tidligere på året hentede Hagal til borgen fra Berkanas ø, havde han troet, hun blot skulle tilfredsstille den unge konges lyster i sengen, og det passede ham kun dårligt, at den smukke, unge kvinde efterhånden havde større indflydelse på kongens beslutninger end ham selv.
”Og hvad siger du, Odd?” Kongen mødte den unge mands blik med et smil. Lige så kold Ansur var over for Isar, lige så mild og venlig var han over for sin blodsbror.
”Det vil jeg lade de mere erfarne om at mene noget om,” sagde Odd. ”Skatteopkrævningen her langs Fladhavets kyster kender jeg til, og den påtager jeg mig uden tøven. Jarl Wendel og Nordlandet ved jeg ikke meget om, men deltager gerne i et togt derop, hvis du finder det nødvendigt.” |
