Historien om Mira

Høst & Søns forlag, 2005/2006

Link til Historien om Mira webside Uddrag af Dæmonernes hvisken Uddrag af Dronningens Tåre Uddrag af Krystalhjertet Forfatterens kommentarer

Som datter af kongens bibliotekar er Mira født ind i landet Dakjas overklasse. Hendes fars familie hører til den ringeagtede truwastamme, men hendes mors slægt er så meget mere magtfuld. Miras morfar er selveste Stormesteren for Vargasordenen. I mange år har freden hersket, men da den gamle konge dør, vil hans søn gøre op med truwaerne og genrejse landet i tidligere storhed. Rygter og bagvaskelse tager fart, og gamle dæmoniske kræfter, som man troede for længst var glemt, begynder at røre på sig. Med sit blandede blod står Mira midt i den voldsomt opblussende konflikt. Samtidig går det op for hende, at hendes farmor var en af De Fem Vise, som kendte den gamle viden, der er skjult for de fleste.

Mira er flygtet ud i det ufremkommelige delta, hvor flere og flere truwaer søger ly for ikke at blive sendt i minerne af landets nye magthavere. Her møder hun endnu en gang den gamle Zaddi Enøje, der opfordrer hende til at tage ansvar for den kraft, hun har arvet fra sin slægt. Mira bliver oplært som dæmonbetvinger, så hun kan beskytte sit folk og tage kampen op med de kræfter, som Gidaric, den nye Kundskabens Mester, slipper løs over Dakja. Men hvordan vælger man den rette vej for sig selv og andre, når livet står på spil. Og hvordan skal en ung pige tage kampen op mod en granvoksen troldmand?

Uddrag af Dæmonernes hvisken:

”En jomfru vanked under grønne lind, så skær og rosenrød var hendes kind," nynnede Mira og fortsatte den gamle sang om Jomfru Rosenkind og hendes elskede Valamir. De fik først hinanden i døden, fordi jomfruens far havde givet hende bort til Dæmonkongen mod til gengæld at få magt og rigdom. Zaddi brummede med, og da Mira var færdig med sangen, spurgte den gamle: ”Kender du historien bag sangen?” Mira rystede på hovedet. ”Det er vel bare en gammel sang som så mange andre.” ”Ingen sange eller fortællinger kommer af intet. Jomfru Rosenkind var en udvalgt ung kvinde, velsignet af Raza, men hun blev overvundet af en mager, der havde solgt sin sjæl til Dæmonkongen Amorbos. Han krævede Rosenkinds hjerte som betaling for at hjælpe troldmanden til at lære de stærkeste besværgelser. Valamir, hendes elskede, ofrede sig for hende og sørgede for, at det var hans hjerte, der blev båret frem for troldmanden. Da Rosenkind opdagede, hvad Valamir havde gjort for hende, ønskede hun ikke at leve mere og fulgte snart efter ham op til Raza og De Tre Strålende.” ”Så var det jo lige meget, at Valamir ofrede sig.” ”Du tager fejl." Zaddi så direkte på Mira. ”Havde Valamir ikke ofret sig, var Amorbos blevet stærkere. Han ønskede at stoppe Rosenkind, for hendes godhed gav styrke til Raza og De Strålende. Men Valamirs kærlighed, der var stærkere end selve døden, gjorde, at Amorbos end ikke kunne røre hans hjerte.” Zaddi så indtrængende på Mira, og hun havde et øjeblik en fornemmelse af, at den gamle enøjede kone stod i et strålende lys. Hun blinkede forskrækket, og da kvinden fortsatte sin fortælling, var alt som før: ”Hver gang vi mennesker her på jorden giver efter for ondskaben, bliver den stærkere. Hver gang vi vælger godheden, styrker vi Raza Ravnedronning og De Tre Strålende.” ”Men jeg har tit givet gaver til bjergdæmonen, og jeg så da også, at du selv hældte krummer ud i kilden til vandmøerne den første dag, vi vandrede. Så er vi vel også med til at styrke dem.” Zaddi lagde en kroget hånd på Miras skulder og sagde: ”Lovinia havde sandelig ret, da hun sagde, at du ingenting vidste. Hvordan er det dog lykkedes for din ellers kloge far at holde dig i så stor uvidenhed?” Mira rev sig løs. ”Du skal ikke sige noget dårligt om min far. Jeg hørte godt, hvordan du bagtalte min søster. Jeg vil ikke finde mig i det.” Hun stampede hårdt med foden, men kunne i det samme høre, hvor barnligt hun opførte sig. Tilsyneladende gjorde det kun Zaddi endnu mere munter. ”Det er godt, min pige. Bliv du bare vred,

men husk at bruge din vrede til noget. Det er ikke mig, der har holdt dig hen i uvidenhed.” Den gamle havde ret. Mira trak vejret dybt og beherskede sit raseri. ”Hvad er det så, du mener, jeg skal lære?” ”Først og fremmest skal du forstå, at der er stor forskel på de smådjævle og dæmoner, der holder til på bjergtoppe, ved kilder og den slags. De passer på stedet og kræver respekt og gaver for det. Og får de det ikke, driller de. De er ikke farlige, højst lidt irriterende. Men de rigtige dæmoner skal man vare sig for at komme i kontakt med, hvis man ikke kender til beskyttende besværgelser, hjælpeånder og magiske ringe. De har før lagt lande øde, fået bror til at slå bror ihjel, splittet slægter og bragt had og grusomhed til vores verden. Deres kraft er mægtig, og påkaldes de af mennesker, hvis ønske er magt og rigdom, må alle frygte dem.” Hun begyndte igen at gå, mens hun fortsatte: "Dæmoner kan være et skæbnesvangert bekendtskab, hvis man ikke behersker dem. Til gengæld er de gode tjenere, hvis man forstår at danse med dem." "Danse med dem?” "At danse med de udødelige er en måde at besværge dem på.” Zaddi lo kort. ”De fleste tror imidlertid, at de kan beherske dæmonerne udelukkende ved hjælp af magiske remser, kraftgenstande og hellige tegn. Det kan de måske også en vis tid. Men hver gang, de påkalder dem, vil deres sind blive påvirket af den overmenneskelige kraft, og snart vil de ikke længere kunne kende forskel på godt og ondt, hverken lidelse eller kærlighed vil få plads i deres forfrosne hjerter."

Uddrag af Dronningens Tåre:

Sandbanken, som Zaddi sejlede båden op på, var usædvanlig stor, men så lav, at den sandsynligvis ville være oversvømmet ved højvande. Mira hjalp med at løfte det lette fartøj helt op på sandet, og bagefter satte den gamle hende til at tegne den store femtakkede stjerne med cirklen uden om, som hun selv skulle stå i. Da hun var færdig, undersøgte troldkvinden omhyggeligt alle hendes streger. Der måtte ikke være nogen svage steder, hvor dæmonen kunne trænge ind i hendes rum og få magt over hende i stedet for omvendt. Et stykke derfra tegnede Mira nu en anden cirkel, men uden den femtakkede stjerne i. Også den blev efterset grundigt. Her ville ånden manifestere sig, og også her ville det være en katastrofe, hvis stregen var brudt. Det ville give dæmonen mulighed for at trænge ind i menneskenes verden, hvorefter den ville være uden for kontrol. Zaddi holdt nøje øje med sin lærling, mens hun gennemgik beskyttelsesritualet og tilkaldte sin beskytter og vejviser. Hun var nærmest i trance, og kun vanskeligt trængte den gamle kvindes sidste formaninger ind i hendes bevidsthed. ”Mira, glem ikke at du er alene nu. Du bevæger dig ud over den viden, jeg kender til og har erfaring med. Det er for farligt for mig at være i nærheden, så jeg sejler væk, men vender tilbage senere på dagen. Husk at du først og fremmest har brug for Etzarims styrke og handlekraft. Påkald ikke andre domæner uanset, hvad der sker." Mira nikkede sløvt. Hendes opmærksomhed var allerede vendt mod andre verdner. Inden i sig selv gentog hun besværgelsen, der skulle påkalde den mægtige dæmon. Hun havde studeret billedet af ham mange gange, og hun vidste, at hans magt var umådelig stor. Blev den brugt til det onde, kunne den skabe terror og bundløs rædsel, men beherskede hun den, kunne hun få den til at afgive noget af sin kraft til hende. Højlydt og messende begyndte hun at fremsige den lange magiske besværgelse, der skulle påkalde ånden. Hun fortsatte med at gentage den med lige stor styrke, mens hun svajede frem og tilbage med højt løftede arme. Lang tid gik uden noget skete, men så begyndte morgendisen at samle sig i en mere stoflig form i den anden cirkel. Langsomt voksede et underligt rundt væsen frem for hendes blik. På en måde genkendte hun det fra bogen, men det virkede så meget

mere rædselsvækkende i denne sammenhæng. Hundredvis af slibrige arme snoede sig omkring en råddengrøn uformelig krop, og hver af dem var forsynet med et rødsprængt øje, der stirrede rasende på hende. Nedenunder øjet sad en mund med skarpe tænder og en rødlilla tunge, der spillede ud og ind som en slanges. Uhyggelige skrig og stønnen indhyllede hende samtidig med en stank, der fik det til at svimle for hende. De mange øjne stirrede på hende, og deres blik føltes som knive. En overvældende skræk jog igennem hende og kastede hende til jorden, hvor hun krummede sig sammen om sig selv. Den skærende frygt fyldte sindet. Hun hev hulkende efter vejret, og selv om hun havde øjnene klemt fast sammen, vidste hun, at Etzarims mange fangarme rakte ud efter hende, men hun var lammet af angsten og kunne ikke bevæge sig. Ind gennem dæmonens skærende smertensskrig hørte hun svagt Lovinias stemme: ”Du må være modig, Mirale. Etzarim har kraften til at slå mennesker med navnløs rædsel, og netop derfor kan han være den farligste af alle Amorbus hjælpere, men hans styrke kan vendes til overblik og handlekraft, hvis du behersker ham. Du må samle dig, så du kan modstå hans blik. Ellers er du fortabt.”

Uddrag af Krystalhjertet:

Den tredje bind af Historien om Mira, Krystalhjertet, udkommer 25.august 2006.	billede

Forfatterens kommentarer:

I Historien om Mira, som min samlede nye romanserie kommer til at hedde, hedder første bind, Dæmonernes Hvisken. Bogen handler om Mira, en stormandsdatter, hvis verden pludselig smuldrer, fordi ældgamle dæmoniske kræfter bliver sluppet løs.
For mig har det været – og er stadig – meget udfordrende at skrive denne romanserie, fordi den tvinger mig til at tage stilling til det onde, hvor der kommer fra og hvordan det spreder sig.
Jeg vil jo helst have, at vi alle sammen er gode ved hinanden, og at verden er et rart sted at være, men med min egen baggrund som dobbeltkulturel har jeg altid kendt til, hvordan angsten for det fremmede kan lukke dørene op for ord og handlinger, der er så afstumpede og onde, at det kan virke som om hele samfund er besat af dæmoniske kræfter.
Selvfølgelig er det ikke noget der sker på en enkelt nat, men det varer ikke længe før sladder og rygter bliver til historier, der for hver gang de fortælles fremstår stærkere og stærkere, indtil de til sidst opfattes som ubrydelig sandhed, for ”den historie har jeg også hørt…” og ” Ingen røg uden ild…” osv.
Det er klart, at det er en vovelig proces at lade en fantasyroman tage udgangspunkt i en overordnet filosofisk problemstilling og for at dykke ned i stoffet og lade det få form og liv valgte jeg derfor at gå utraditionelle veje.
I forbindelse med flere andre af mine bøger har jeg med stort udbytte benyttet mig af forskellige meditations og fantasi-rejse teknikker. Da jeg skrev min prisbelønnede fantasy – serie Krigeren lærte jeg f.eks. at lave trommerejser som de gamle shamaner, og i forbindelse med Historien om Mira har jeg med stor fornøjelse arbejdet med Tarot-kort . Faktisk er hele hovedpersonens udvikling igennem alle de tre planlagte bind styret af tarot - oplægninger.
Selvfølgelig kan man spørge sig selv om det ikke er lidt voveligt at forlade sig på den slags udokumenterede metoder, men for mig er der ikke særlig stor forskel på at selv at skabe de indre billeder, der er udgangspunkt for en ny historie og at bruge tarot-kortenes meget maleriske og symbolmættede illustrationer.
Det har været og er fremdeles en utrolig magisk proces af bruge kortene som medspiller i den komplicerede,spændende og også smertelige proces at beskrive Miras rejse fra at være en forkælet stormandsdatter uden tanke for ret meget andet end sig selv og til at skulle tage ansvar for ikke alene sit eget liv, men måske også mange andres.

powered by cmsimple.dk - template by 2bdesign.de