Dragens Kys
|
2. Udgave – Høst & Søns forlag, 1999 |
|
Iljana er den sidste ætling af den gamle drageslægt, der er blevet fordrevet fra byen af Bjergkongen og hans krigere. Da hun bliver indviet til Månegudinden, overdrager hendes mor hende slægtens talisman og dermed også forpligtelsen til at kæmpe for at bringe Drageslægten tilbage til magten. |
 |
Uddrag af Dragens Kys:
Hytten
Den kølige morgenluft vækkede hende. Døren var blevet lukket op. Allerede før Iljana slog øjnene op, vidste hun, at solen skinnede. Hun indåndede lugten af den nattevåde skov. Det var blevet efterår. Hun krøb længere ned under uldtæppet. De måtte snart til at bruge de tunge skindtæpper i stedet.
Langsomt åbnede hun øjnene. Rahlin stod som en silhuet i døråbningen. Hun børstede nynnende det smukke kastaniebrune hår, der var så langt, at hun kunne sidde på det. Iljana trak en tot af sit eget rødbrune hår frem og undersøgte den misfornøjet. Hendes hår ville aldrig blive så langt. Det var alt for tyndt.
Da hendes mor havde sat sin tunge fletning op på hove¬det, begyndte hun at synge morgenhymnen til Månegudinden. Iljana lukkede igen øjnene og lod som om hun sov. Hun vidste, at Rahlin ikke ville have, at hun lyttede. Hun var endnu for ung til at synge til Gudinden. Først når hun begyndte at få sine blødninger, ville hendes mor indvie hende, men Iljana elskede at høre Rahlins varme, bløde stemme. Hun snød sig tit til at se og høre de endnu forbudte ritualer, selvom hun ikke forstod de mærkelige ord.
Da sangen var afsluttet, kaldte Rahlin: - Iljana, sover du? Iljana lod sig glide længere ned under tæppet,
Rahlin kaldte igen. Nu havde stemmen lige præcis den anelse af hårdhed der gjorde, at Djana svingede benene ud over kanten. Hun trippede hurtigt henover det kolde sten¬gulv til stolen, hvor hendes tøj lå. Den dugkolde luft fik hendes krop til at sitre. Det var godt at mærke, hvordan søvnen sprang ud af den nøgne hud.
Iljana skyndte sig at få tøjet på. Hun greb brændekurven og løb
udenfor. Spindelvævenes tråde glimtede i solen, og græsset var dyngvådt. Duggen sivede ind igennem hendes tynde lædersko, da hun fyldte kurven op med brænde.
Rahlin havde sat morgenmaden frem, mens hun var ude. Ilden i det store brændekomfur var næsten gået ud, og Djana lagde sig på knæ for at puste liv i de sidste gløder. Barken knitrede, da hun lagde brændet på, og snart åd ilden sig grådigt ind i det tørre træ.
- Lad nu være med at tænde for voldsomt op, der er stadig god varme i solen, advarede hendes mor. Iljana tog en af de store brændeknuder ud igen og lod den glide tilbage i kurven.
Rahlin var tavs, mens de spiste. Iljana sagde heller ikke noget. Hun kendte det fjerne udtryk i sin mors øjne og vidste, at Rahlin var fordybet i en indre tankeverden: - Jeg havde en drøm i nat!
Rahlins stemme lød, som om den kom et andet sted fra:
Den drøm var et tegn. Nu er tiden snart inde. Rahlin knugede hånden om det halvmåneformede smykke, hun havde om halsen, og hendes ravfarvede øjne fastholdt Iljanas blik på en måde, der næsten gjorde ondt. Iljana brød sig ikke om det, men vidste ikke, hvordan hun skulle bryde den intense stemning. Hun vædede forsigtigt sine tørre læber og spurgte:
- Hvad var det for et tegn, du fik?
Hun vidste, at moderen ikke ville svare på hendes spørgsmål, alligevel skulle hun stille det.
Rahlin så ikke på sin datter, men smilede fjernt: - Det kan jeg ikke fortælle dig, ikke før du er blevet indviet.
Iljana sukkede irriteret. Rahlin så venligt på hende: - Når du får din blødning, skal jeg fortælle dig det hele. Det varer ikke længe, du er allerede tretten år. Jeg var på din alder, da jeg fik min første blødning. Nu må vi i gang, solen står allerede højt på himlen. De første patienter kommer snart, og jeg har ikke mere pilebark.
Hun så opfordrende på Iljana, der fandt sine samlekurve frem og tog et sjal om skuldrene.
Forfatterens kommentarer:
Denne bog var meget vanskelig for mig at skrive. Udgangspunktet var et ønske om at forstå, hvorfor mænd og kvinder havde så svært ved at stole på hinanden, og hvordan man kunne bygge bro over forskellene, men i stedet blev det en rå og barsk fortælling om at kæmpe sig vej til sig selv som kvinde. Jeg var selv temmelig rystet over den vold og grusomhed, der uden videre voksede frem på computerskærmen, mens jeg skrev.
Men det er en bog, jeg selv er meget glad for, og jeg er stolt af, at jeg turde lade den pæne og poestiske overflade sprække og give plads for andre mere voldsomme billeder.
powered by cmsimple.dk - template by 2bdesign.de
