Roselilserien

Bind 1: Roselil og hendes venner, Mallings 1995/Sesam 2006 Bind 2: Roselil og blomsterkrigen, Mallings 1996/Sesam 2006 Bind 3: Roselil og den lille drage, Mallings 1997/Sesam 2006 Letlæsning: Roselil og den mørke skygge, Alrune 2006 Roselil tager til fest, Alrune 2006

Link til Roselil webside Uddrag af Roselil og hendes venner Uddrag af Roselil og blomsterkrigen Uddrag af Roselil og den lille drage Uddrag af Roselil og den mørke skygge Uddrag af Roselil tager til fest Forfatterens kommentarer

Roselil og hendes venner: Blomsterfeen Roselil bor sammen med sin veninde Silke Sommerfugl i Sommerlandet, hvor de passer blomsterne og leger sammen hver eneste dag. Men en dag bliver idyllen brudt: En fæl stentrold fra Mørkebjergene flytter ind i Det Hvide Marmorpalads og forvandler alle der kommer i nærheden af det til sten. Noget må gøres – men hvad kan små feer, skovtrolde og elvere stille op imod en stor farlig stentrold?
Roselil og Blomsterkrigen: En dag bliver det vinter i Sommerlandet, og da solen kommer igen, er den gamle fedronning død. Der skal vælges en ny, men da kåringen går i gang er der pludselig to kandidater. Blomsterkrigen er i gang, og Roselil og Silke må atter prøve at redde Sommerlandet. Men det er slet ikke let for en fe og en sommerfugl at være venner i en tid, hvor alle kun stoler på deres egen slags.
Roselil og den lille drage: Forberedelserne til Sommerlandet store sol- og månefest er i fuld gang, men bliver forstyrret, da en ildspyende drage fra Mørkebjergene pludselig slår sig ned på festpladsen. Hvad vil en drage her? Og hvordan får man den til at forsvinde igen? Roselil ved, at tillid og venlighed oftest får det bedste frem i folk – men gælder det også store,fæle drager?

Tilbage til toppen

 

Uddrag af Roselil og hendes venner :

Sesam 2006

Der var engang et land, der hed Sommerlandet. Her var dagene fyldt med fuglesang og blomsterduft, og om natten dansede elverpigerne på engene i månens hvide lys. I Sommerlandet varede vinteren kun kort, og efteråret op til var glødende smukt som nyslået kobber. Når våren efter få dage brød vinterens kulde, vågnede feer og alfer op af deres korte dvale og dansede af glæde over at solen var tilbage. I Blomsterparken midt i Sommerlandet lå Det Hvide Marmorpalads. Herfra regerede den kloge konge over Sommerlandet sammen med sin gode dronning og deres lille datter, prinsesse Guldhår. Rundt om Blomsterparken lå Den Grønne Skov, og gik man fra skovbrynet langs med åen og ud mod klitterne ved østhavet, kom man først over de blomstrende Elverenge og dernæst igennem Muddermosen. Gik man derimod vestpå fra Blomsterparken kom man til Mørkebjergene, men ingen var Sommerlandet havde lyst til at færdes i Mørkebjergene. Her boede stentrolde, drager, hekse og kæmper. Tæt ved østhavet, men lige bagved den yderste klitrække i en lun hulning voksede en kæmpestor rosenbusk. I denne rosenbusk havde blomsterfeen Rosa Spinosissima sit hjem. Hver morgen ved daggry stod Roselil, som hun blev kaldt af sine venner, op af sin bløde rosenseng for at vække alle blomsterne, og når hundredvis af smukke lyserøde blomster åbende sig imod solens lys og varme, bredte rosenduften sig med brisen ud over klitterne. De dage, hvor himlen blev mørk, og det trak op til storm og regn, sørgede Roselil for at blomsterne lukkede sig i tide, så vinden og vandet ikke kunne gøre nogen skade på blomsterne.

Illustreret af Pernille H. Jensen Ved roden af den gamle rosenbusk boede hr. Mus med sin familie. Hr. Mus var ansat i rosenbusken til at tage sig af det grove. Han skulle sørge for, at der var rent og pænt omkring Roselils hjem, og at der ikke kom uindbudte gæster som katte, ræve og skader, der kunne finde på at ødelægge de små sangfugles reder og spise deres æg. Hans kone, fru Mus, sørgede for rengøringen og køkkenet, og deres søn, den dovne Karl Gustav, lavede helst ikke andet end at spise og sove.

Tilbage til toppen

 

Uddrag af Roselil og blomsterkrigen :

Sesam 2006

Netop sådan en aften, hvor de trætte, men glade var kommet hjem fra Blomsterparken, sagde Silke: -Jeg kan ikke forstå det. Jeg fryser sådan i aften. Jeg føler mig også meget mere træt, end jeg plejer. -Du trænger bare til at sove, smilede Roselil og puttede et ekstra blomsterblad ned om sin veninde, før hun selv gik til ro. Da Roselil vågnede var det stadig helt mørkt. Hun frøs, så hun rystede og opgav derfor at sove videre. Hun svøbte nogle ekstra blomsterblade om skuldrene og klatrede ud af sin soverose for at finde ud af, hvorfor det var så koldt. Da hun trådte ud på de grønne blade ved siden af blomsten, gled hun og måtte skynde sig at slå vingerne ud for ikke at styrte ned imellem de tornede grene. Fortumlet landede hun i græsset ved siden af busken. Det var helt hvidt, stift og koldt. Undrende rørte hun ved det kolde, hvide lag. Det forsvandt under hendes hånd, og græsstrået var igen blødt og grønt. Dagslyset begyndte langsomt at vinde frem, og hun så sig omkring. Alt var dækket af det hvide, stive støv. Hun kikkede op på sine roser og gispede forskrækket. Blomsterne hang slapt ned, som de gjorde lige før de tabte bladene. Som regel var det kun et par stykker af gangen, der visnede, men nu så det ud som om hele busken var ved at gå ud, både blomster, knopper og blade. Forskrækket råbte hun ind i musenes hul: -Hr. Mus, fru Mus, Karl Gustav, Frida! Skynd jer at komme herud. Der er sket noget forfærdeligt. Et øjeblik efter stod hele musefamilien foran hende i natskjorter og nathuer. Hr. Mus fumlede med sine briller og stammede: -Men, frk. Roselil, hvad er der dog sket? Roselil græd næsten: - Se, alle mine blomster er visne! Og se, det hvide, stive stads har dækket både græs og grene. Er det stentroldene, der har forhekset hele Sommerlandet? Fru Mus kikkede sig lidt forvirret omkring. Med Frida smilede bare og lagde armen om Roselil: - Så, så, lille frøken. Nu skal du bare tage det helt rolig. Det er bare efteråret, der er kommet. Det har jeg hørt nogle gamle mus snakke om. Det er ikke spor farligt. -Jamen, blomsterne er helt døde, det er skrækkeligt, hulkede Roselil. -Der kommer nye igen. Om få dage er vinteren forbi. Så bliver alting meget smukt og lysegrønt. Helt friskt og yndigt. Du skal ikke være så ulykkelig. Det bliver fint igen.

Illustreret af Pernille H. Jensen Roselil kikkede forundret på musefamilien, der smilede opmuntrende til hende. De kendte alle sammen historierne om de sjældne vintre. Frida lo og sagde: - Og i morgen kommer der sikkert sne. Så kan vi kælke og glide på isen på vandpytterne. Det har jeg aldrig prøvet. -Men det er så koldt, indvendte Roselil tøvende. -Ja, kom, så skal du få nogle varme sokker og en varm trøje, sagde fru Mus og trak Roselil med ind i det mørke musehul, der var oplyst af svirrende ildfluer. Da hun kom ud igen, frøs hun ikke mere. Hun kikkede interesseret på alt det hvide, der glitrede som perler og diamanter i den opgående sol. Hun fløj op for at vække Silke, men den blå sommerfugl sov så fast, at hun ikke var til at få liv i. Bekymret fløj Roselil igen ned til Frida og fru Mus, der benyttede lejligheden til at banke tæpper og dyner i den klare frostluft. -Ork, hun vågner igen, når det bliver varmt. Sommerfugle ligger i dvale, når det bliver vinter, det ved enhver, sagde Frida, mens hun bankede energisk på et tæppe, så støvet stod hende om ørerne.

Tilbage til toppen

 

Uddrag af Roselil og den lille drage :

Sesam 2006

En dejlig aften, kun tre dage før den store fest, var Roselil og Silke ved at gå til ro. Det var en mørk nat uden måne, for festen blev altid holdt ved den 3. nymåne efter årsskiftet. Roselil og Silke havde netop lagt sig til rette i deres blomstersenge, da fru Mus og Frida Mus kom med deres aftendrik: Varmt rosenvand med honning. Roselil spurgte ivrigt Frida: - Hvad skal du have på til Sol- og- Månefesten? - Ih, jeg har syet en helt ny kjole. Den er gul med hvide blomster på og. . . . Pludselig kikkede de alle sammen på himlen. Langt ude over mørkebjergene oplyste et underligt rødt lysskær den mørke nattehimmel. - Hvad er det?, spurgte Roselil forskrækket. Alle vidste, at aldrig kom noget godt fra Mørkebjergene. Fru Mus slog hænderne for øjnene, men Frida, der altid vidste alting, svarede ivrigt: - Det er noget de gamle kaldte for "Dragedansen". Jeg hørte en historie, da jeg var lille. . . . . Fru Mus afbrød hende: - Nu taler vi ikke mere om det, kom Frida! Fru Mus skyndte sig at ordne blomstertæpperne over Roselils og Silkes seng. Hun skyndede på Frida og var snart parat til at gå ned igen. Silke og Roselil kikkede på hinanden. De ville gerne vide noget mere om det sære lys, og de var sikre på at Frida havde meget endnu at fortælle. Silke sagde hurtigt: - Åh, Frida, kunne du ikke lige hjælpe mig med min pude? Frida forstod godt, hvad Silke og Roselil var ude på og sagde: - Selvfølgelig! Gå du bare ned, svigermor. Jeg ordner lige puden, så kommer jeg. Fru Mus tøvede et øjeblik, sukkede så og gik ned. Frida begyndte at fortælle: - Altså, jeg har hørt fra min far, som havde hørt det fra sin gamle tante. Dragerne i Mørkebjergene sover det meste af tiden, men en sjælden gang vågner de og danser og spyer ild. Silke spurgte nysgerrigt: - Er der nogen her i Sommerlandet, der nogensinde har set en drage? Frida nikkede ivrigt: - Ja, den ældgamle edderkop, der bor i den mørkeste del af Blomsterparken, hun har set alt! - Er det hende, der væver det magiske spind, som fevingerne er lavet af, spurgte Roselil forsigtigt. Igen nikkede Frida, og Roselil fortsatte: - Så ved jeg godt, hvor hun bor. Der er temmelig uhyggeligt. - Skal vi ikke besøge hende en dag, spurgte Silke ivrigt.

Illustreret af Pernille H. Jensen Roselil rystede leende på hovedet: - Nej, det skal vi ikke. Der tager jeg ikke ind igen med mindre det er meget nødvendigt , nej se. . . Det røde skær flammede igen over himlen. - Er drager meget farlige? Roselils stemme rystede lidt, da hun spurgte. Igen nikkede Frida og gjorde stemmen helt lav: - Det er de farligste dyr i verden. De er kæmpestore og så grimme, at du kan besvime bare af at se på dem. De har enorme læderagtige vinger, der kan rejse et helt stormvejr, og de lugter så ækelt, at du ikke kan få luft, når du er i nærheden af dem. Men det allerværste er, at de brænder alt ned omkring sig med deres flammende, stinkende ånde. Silke så forundret og lidt skræmt på Frida: - Men hvor ved du alt det fra, Frida? Frida foldede armene over brystet og trak på skuldrene: - Det er bare noget jeg ved. Det ved alle da! - Næh, sagde Roselil: - Ikke jeg! Og nu vil jeg helst heller ikke vide mere. Jeg vil hellere snakke om festen. Dragerne er heldigvis ovre i Mørkebjergene, og der bliver de vel! Silke kunne ikke lade være med at spørge engang til: - Kommer dragerne nogensinde herover til Sommerlandet?

Tilbage til toppen

 

Uddrag af Roselil og den mørke skygge :

Alrune 2002 (letlæsning)

Det er morgen. Solen lyser på den store rose. Inden i den bor en lille fe. Hun hedder Roselil. Hver morgen åbner hun alle sine roser med et kys. Når solen går ned, skal de lukkes blidt igen. Hun sover, men vækkes snart af det gyldne sollys. Blidt rører hun ved rosens blade. Den åbner sig, og hun sætter sig op. I rosen ved siden af ligger Silke. Hun er Roselils bedste ven. Da Silke vågner, siger hun: ” Hvor er jeg sulten! ” ”Fru Mus kommer snart, ” svarer Roselil med et smil. Hr. og Fru Mus hjælper Roselil med at passe busken. De grønne hyben skal pudses, til de bliver røde. Det er fru Mus særlig god til. Hr. Mus fejer visne blade sammen og holder orden. Han søn, Gusse, hjælper til. Gusses kone, Frida, laver mad sammen med fru Mus. Roselil og Silke kan bedst lide nektar fra blomster. Fra rosen smager det sødt. Fra kløver er det mere krydret. Tit får de en blanding. Men denne morgen kommer der ikke nogen med mad. Efter en tid bliver Roselil urolig. Hun flyver ned til hullet ved roden, hvor musene bor. Her svinger hun sin fe-stav og tænker sig helt lille. I det samme bliver hun mindre. Hun banker stille på døren, der fører ind til hullet. Ingen svarer. Hun lytter og kan høre nogen græde. Uden at vente på svar, går hun ind.

Illustreret af Mai-Britt Schultz Hendes vinger er lukket tæt sammen. Hun bryder sig ikke om at få jord på dem. Fru Mus hulker højt. Hr. Mus står ved siden af. Han er trist. ”Hvad er der sket? ” spørger Roselil. ”Vores Gusse er væk. ” Fru Mus græder endnu mere. ”Hvornår er det sket? ”

Tilbage til toppen

 

Uddrag af Roselil tager til fest :

Alrune 2002 (letlæsning)

Det er midt på dagen. Solen står højt. Silke Sommerfugl keder sig. ”Skal vi flyve en tur? ” siger hun. ”Hvorhen? ” spørger Roselil. ”Lad os tage over til det gule hus. Der har jeg aldrig været. ” Roselil ryster på sit hoved. ”Der bor de to gamle folk. De bryder sig ikke om andre.” ”Vi kan da godt kigge ind i deres have. Kom nu! ” beder Silke. ”Ja, ja, men så skal vi passe på. ” De flyver hen over mosen. Vandet er sort og dybt. Den hvide kæruld nikker i brisen. Engen er fyldt med blomster. Når det er nat, er den grønne høj åben. Så danser elvere i disen. De holder gode fester. Roselil og Silke har været med flere gange. Huset ligger i en lille have. Der er en høj hæk rundt om. Den gamle kone går og river. Haven er meget fin. De to gamle passer den godt. Silke flyver hen over hækken. ”Nej, ” råber Roselil. ”Du skal ikke flyve ind i haven. ” Men Silke vil på eventyr. Roselil sætter sig i hækken. Hun holder øje med sin ven. Den gamle kone kan være meget arrig. Hun har skadet flere feer og alfer. Kun dem, der bor i haven, må være der. Nu ser hun Silke. Med sin rive slår hun ud efter den blå sommerfugl. Roselil skriger. Silke er ramt af riven. En af de mange skarpe tænder flår hendes vinge itu. Hun tumler ned mod jorden.

Illustreret af Mai-Britt Schultz

Tilbage til toppen

 

Forfatterens kommentarer:

I 1989 fik jeg en datter og i 1991 en søn. Mine to børn har siden haft stor indflydelse på, hvad og hvordan jeg skriver. Da min datter var omkring fem år var hun helt vild med alfer, feer, elverpiger, havfruer og hekse og trolde, men der var ikke så forfærdelig mange bøger med den slags fortællinger den gang. Derfor blev hun og jeg enige om, at vi så måtte lave nogen selv! Min datter fandt på alle figurene, og hvad de skulle hedde, og hun var med i hele arbejdet med at skabe historier ne om rosenfeen Rosa Spinosissima og hendes venner i Sommerlandet. Illustratoren Mai-Britt Schultz, der lavede illustrationerne til førsteudgaven af bøgerne, udviste en engleblid tålmodighed, for alle skitser af figurene skulle godkendes af min datter, før de kom gennem nåleøjet. Til gengæld er Roselil og hendes veninde Silke blevet en fast bestanddel af mange små pigers virkelighed. Flere har endda klædt sig ud om figurene til fastelavn! Det har været en utrolig dejlig og berigende proces at digte disse historier i så tæt samarbejde med et barn, og min datter har været en god hjælp hele vejen igennem, selv om hun jo efterhånden er blevet for stor til selv at være optaget af de meget blide og poetiske fortællinger. I januar 2006 udgav forlaget SESAM bøgerne i en ny udgave, nu med vidunderlige illustrationer af Pernille H. Jensen.

Illustreret af Mai-Britt Schultz

Tilbage til toppen

 

powered by cmsimple.dk - template by 2bdesign.de