Grønnesø-serien 1-3

Bind 1: Den Stjålne Sten, Sesam 2000 Bind 2: Visdommens Vogter, Sesam 2002 Bind 3: Soltårerne, Sesam 2003

Uddrag af Den Stjålne Sten Uddrag af Visdommens Vogter Uddrag af Soltårerne Forfatterens kommentarer

Den Stjålne Sten: Bag bjergene mod vest var himlen rød. Solen var væk, og den kølige luft fra det strømmende vand fik Pil til at fryse. ”Kom nu!” skreg Olli fra den anden side. Der var langt til den næste sten, og hun samlede alle sine kræfter og sprang. Men der var for langt. Hun nåede den med den ene fod. Fortvivlet forsøgte hun at hale sig op, men stenen var våd og glat, og snart blev hun trukket af sted mod vandfaldet. Olli flaksede rundt over hende og skreg og råbte, men han kunne ikke gøre noget. Da den hellige Fredssten bliver stjålet fra det lille samfund ved Grønnesøen varsler det ikke godt for fremtiden. Ufred og mørke tider nærmer sig. Der er kun én ting, der kan genoprette freden blandt trunter, gnomer, stjernesamlere og træspringere : Fredsstenen må findes og bringes tilbage. Den lille trunte, Pil, bliver sendt ud på en lang og farefuld færd sammen med den skræppende og kæphøje allike, Olli. Følg Pil og Olli i deres bestræbelser på at finde Fredsstenen og redde deres venner fra afgrundens dyb
Visdommens Vogter: Pil rakte ud mod Bukar og de fortsatte alle tre med hinanden i hænderne. Pludselig hørte de Ulmus skrige. De styrtede af sted i skrigets retning, og i samme øjeblik de kom frem, blev de klar over, at de var blevet lokket i en fælde. Da Visdommens Vogter over Grønnesø er død, og en ny vogter skal findes, hersker der kaos i det lille samfund. De fire slægter, trunterne, bakkerne, træspringerne og stjernesamlerne, gør hver især krav på at herske over Grønnesø. Men før en ny Vogter kan udnævnes skal Visdommens Sværd erobres, og det befinder sig i Isgrotten i Grumpfentahl, som ligger meget langt væk. Det er en farefuld færd, og hvem kan erobre sværdet?
Soltårerne: En knirken fra døren gjorde hende bange. Vidste troldmanden allerede, at hun var her udenfor med soltårerne? Angsten fik hende alligevel til at vove springet ned på det næste trin. Det gik godt, og hun fortsatte ude over kanten på endnu et trappetrin. 'Pil Trunte!' En stemme gjaldede ned imod hende, og hun følte sig næsten lammet af skræk. Alligevel fortsatte hun og sprang ud over det tredje trin. Men denne gang mistede hun balancen, og hun faldt, da hun ramte stentrinnet ….. Tone er blevet syg og langsomt går det op for Pil, at hun er den eneste, der kan redde hende. Den flinke sulk, Klob, lover at hjælpe hende og sammen begiver de sig af sted for at hente soltårerne, som er det eneste, der kan redde Tone. På den farefulde rejse mod magerens tårn kommer Pil flere gange i tvivl om, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Hvorfor vil Klob så gerne hjælpe hende? Og hvorfor må hun ikke fortælle noget til nogen? Hvorfor bliver den lille gnom Glimt ved med at følge efter hende?

Uddrag af Den Stjålne Sten :

Langt, langt borte bag de blå bjerge i en lun og beskyttet dal lå Grønnesø. Her boede Trunter, Træspringere, Stjernesamlere og Bakkefolk side om side, som de havde gjort, så længe nogen kunne huske. I den ene ende af søen var Mosen, hvor trunterne holdt til. De lavede deres huler i de store elletræers rummelige rodsystem, og her var ofte ballade og blinkende lygtemænd til langt ud på natten. Når trunterne hen under daggry endelig gik i seng, tumlede de som regel bare omkuld på den nærmeste soveplads. I skoven, der voksede langs søen, boede Træspringerfamilierne. De havde god oversigt oppe fra trætoppene, og de satte en ære i at vide alt, hvad der foregik i dalen. Derfor havde de naturligvis altid temmelig travlt, og de sprang frem og tilbage mellem trætoppene, mens de snakkede og knevrede. Så var der anderledes roligt i de bløde bakker, der udgjorde dalens sydside. Her bag den tykke græstørv havde Bakkeslægterne gennem århundreder gjort sig det bekvemt i deres hyggelige huler, hvor de tilbragte megen tid med at læse, tænke og lave smukke ting af guld og sølv og ædle stene. Der kunne gå lange tider, hvor indgangen til deres hjem ikke blev åbnet. Hvis man ikke kendte stedet, ville man ikke have anet, at der bag et tilfældigt krat af slåen var en port, som førte ind til et sindrigt system af oplyste gange og små hyggelige huler, hvor det langsomme, eftertænksomme folk boede. På den nordlige og mere klippefyldte side af dalen dækkede den dunkle Mørkeskov det meste af de stejle sider, og her levede gnomerne. I huler under jorden havde de indrettet deres skatkamre, hvor de opholdt sig det meste af tiden. Kun af og til kom de frem for at søge efter glitrende og kostbare ting . Ude på søen boede Stjernesamlerne i deres små husbåde. Om natten fangede de stjernestøv og måneskin med deres spindelvævsnet. Det brugte de til at væve smukke stoffer af. En gang om måneden, når månen var fuld, kom de ind til land for at handle med de andre, der levede langs Grønnesøs bredder. Og netop sådan en eftermiddag, hvor fuldmånen om natten ville lyse over dalen, var de små både på vej ind mod engen, hvor Månemarkedet altid blev afholdt. I stævnen af hver båd sad en fløjtespiller, og musikken lød som en venlig kalden ud over søen. Træspringerne hørte det naturligvis først. Deres store ører glødede af iver efter at finde ud af, hvilken af bådene der først kom til land, og de sprang snakkende af sted for at komme hen til engen.

Men lyden nåede også frem til en af truntehulerne, hvor alle som sædvanlig lå og sov hulter til bulter. De snorkede og smaskede og pruttede , og kun en enkelt af dem satte sig søvnigt op ved lyden af Stjernesamlernes musik. Det var Pil, der til forskel fra de andre i sin slægt, holdt meget af skønhed og musik. Pil smilede og kom i tanke om, at der var Månemarked denne aften. Hun anstengte sig for at høre musikken tydeligere. Stjernesamlerne måtte allerede være ved at lægge til. Denne gang ville hun se, hvad der skete, når de bar kronen med Fredsstenen ind over engen og satte den på plads! Langsomt, for ikke at vække nogen, listede hun hen mod hulens åbning. Hun vil helst ikke have, at nogen af de andre skulle opdage, at hun gik ud. På vejen ud snuppede hun en skorpe tørt barkbrød, som nogen havde levnet natten før. Uups! Hun måtte passe på! Stub vendte sig, lige da hun gik forbi, og kun med nød og næppe undgik hun at træde på ham. Rod lå som sædvanlig på tværs af åbningen. Han kunne ikke holde ud, hvis der skete noget, han ikke var med i. Pil trippede næsten lydløst hen over ham. At han vågnede, var det værste, der kunne ske! Hun kunne næsten høre hans hånlige stemme: "Nå, lille Pil! Du skal nok på udflugt. Stub og jeg må vist hellere gå med! Du skal jo nødigt komme til skade, så du blev ked af det! ! Flæb, flæb, flæb!" De drillede hende altid, fordi hun så nemt kom til at græde.

Uddrag af Visdommens Vogter :

Sidst på eftermiddagen vågnede Pil. Hun satte sig op og mærkede med det samme, at noget var anderledes. Forsigtigt gjorde hun sig fri af den bunke trunter hun sov iblandt, skrævede over sine plageånder Rod og Stub, der som sædvanlig lå lige foran hulens dør, og trippede udenfor. Pil missede mod det stærke lys og sugede strålernes varme til sig. Solen skinnede. Det var det, der var anderledes! Åh, hvor var det godt! Siden sidste Månemarked havde det regnet, blæst og tordnet, og hun havde været nødt til at være inde i dagevis. Det var tit sjovt at være sammen med de andre, for trunterne holdt af fest og ballade, men ofte udviklede festen sig til slagsmål og skænderier, og den del af det brød Pil sig ikke meget om. Hun kiggede op. Der var ikke en sky på himlen, og selv om hun som alle andre trunter først stod op sidst på eftermiddagen, var der stadig længe til at solen forsvandt bag de høje bjerge. Denne dag havde hun lyst til at besøge Tone, der boede i en hul stamme i et gammelt træ i løvskoven. Derfor sprang hun fra tue til tue gennem ellesumpen, hvor trunterne boede, til hun nåede bredden af Grønnesø. Den var stille og spejlblank, og hun rynkede lidt på sin lille, runde kartoffelnæse, da hun så sig selv. Bare hun havde set ud som en stjernesamler! Forsigtigt trak hun fingrene gennem det filtrede hår og rettede lidt på sin grove kjortel, mens hun kiggede ud over vandet. Måske kunne hun få øje på en af stjernesamlernes små skibe? Nej, det var for tidligt. Der var endnu længe til at de ville vågne og kaste deres spindelvævstynde net ud over søens blanke overflade for at fange stjernestøv og måneskin. Pil travede videre ad stien langs søbredden. Først kom hun forbi den åbne eng, hvor Månemarkedet blev holdt. Midt på engen stod pælen med den store konkylie, som blev brugt til at tude i, når alle beboerne ved Grønnesø skulle samles. Snart efter førte stien ind mellem høje træer. Hist og her oppe mellem grenene kunne hun skimte træspringerhytterne, og hun gjorde sig umage for at bevæge sig næsten lydløst på sine brede, bløde fødder. Hun gad ikke snakke med træspringere lige nu, men de vævre væsener med de store ører havde allerede hørt hende. "Ih, du er nok tidligt ude? Hvor er du på vej hen? Hvordan kan det være du allerede er stået op? Har du ikke. . . " Pil sukkede lydløst. Man kunne lige så godt svare dem først som sidst, selv om deres nysgerrighed næsten var umættelig.

"Godmorgen, Titti,” svarede hun, for hun kendte den mindste af træspringerne. ”Jeg er stået op, fordi jeg ikke kunne sove mere. Er det ikke dejligt, at det er blevet solskin igen?" "Ih jo." Titti nikkede, så hendes røde strithår hoppede frem og tilbage. "Men jeg kan godt sige dig, at vores hytter næsten er ødelagte af al den vind og regn, og ved du hvad. . . ja, det er næsten endnu værre: Har du hørt, hvor skrækkeligt det er, at op til flere skovsnegle er druknet af al den regn. For slet ikke at tale om de to store grantræer oppe i Mørkeskoven som lynet slog ned i! Tænk, de siger, at mange af gnomerne har fået svedet pelsen af, og. . . " Den anden træspringer, der fulgtes med Titti tog over. "Ja, og så skal vi have alle de små væmmelige pelsede væsner til at rende rundt her i skoven. Man ved aldrig, hvad de kan finde på. " "Hvorfor kommer de her? " spurgte Pil uroligt. Hun havde mødt gnomer engang, og det var ikke noget rart møde.

Uddrag af Soltårerne :

Det støvregnede stadig, da Pil listede sig ud af truntehulen. Hun vendte ansigtet op imod de blide dråber. Det havde regnet i flere dage nu, men det var godt regnen endelig var kommet, for området omkring Grønnesø manglede vand efter lang tid med sol og varme. Selv Ellesumpen, hvor trunterne boede, havde været næsten tørlagt. Men nu var alting blødt og vådt igen, og hun sprang glad fra tue til tue igennem sumpen for at komme frem til søbredden. Selv om det nu havde regnet i nogen tid, var der stadig ikke så meget vand i søen som før tørken, men det kom nok, tænkte hun og så op imod de høje bjerge, der omgav Grønnesødalen til flere sider. Hun sprang over en bæk, der lystigt pludrede afsted. Et øjeblik stod hun og lyttede. Det var næsten som om vandet nynnede en lille melodi. De store sten langs bredden, der plejede at være dækket af vand, stak stadig op. Pil satte sig godt tilrette på på en af stenene og fandt sin fløjte frem. Tøvende forsøgte hun at finde frem til bækkens sang og smilede glad, da det lykkedes. I aften til Månemarkedet ville hun spille den for sin stjernesamlerven Bukar. Det var ham, der havde givet hende fløjten. ”Er det ikke den lille Pil, der sidder på stenen? ” Rods trunteansigt fortrak sig i et ondskabsfuldt grin, og hans tro følgesvend, Stub, lo med. ”Jo, sandelig om ikke vores slægtning spiller på en stjernesamlerfløjte! ” Pil puttede fløjten indenfor tøjet.Nu var freden slut! ”I kan jo være ligeglade. ” ”Det kan vi da ikke, lille Pil. Vi er jo i familie.” Rod og Stub vadede lidt ud i vandet, så de kom nærmere. Pil sad allerede på den yderste af de store sten, så hun kunne ikke komme længere væk fra dem. ”Hvorfor er I allerede oppe? ” spurgte hun vredt. Hun plejede, at være den eneste trunte, der stod op før solnedgang. ”Giv os fløjten. Det er på tide, du begynder at opføre dig ligesom os andre. Du tror altid , du er noget særligt. ” ”Vel gør jeg ej, ” protesterede Pil, men hun vidste godt, at det ikke passede helt. Hun var den eneste af trunterne, der jævnligt var sammen med folk fra de andre slægter ved Grønnesøen.

Rod og Stub løftede hende op under armene, så hun hang og sprællede. ”Sæt mig ned,” hylede hun, men de grinede bare. Med et snuptag vendte de hende, så fløjten faldt ud. I det samme slap de begge to, så hun drattede på hovedet ned i vandet. Stub snuppede fløjten, og Rod brækkede den og trampede stumperne i stykker på den store flade sten, hvor hun netop havde siddet . Vreden fik tårerne til at stige op i øjnene på hende, og de to plageånder grinede endnu mere. ”Nu kender vi dig igen, Grædepil. ” Så gik de endelig. Hun kunne høre deres latter lang tid efter, mens hun forsigtigt samlede alle stumperne sammen.Det ville aldrig blive til en fløjte igen, det var helt klart. Det fik hende til at græde endnu mere.

Forfatterens kommentarer:

Grønnesø-serien fik jeg lyst til at skrive, da min datter begyndte at gå i skole, men det tog et par år inden ideen om universet ved Grønnesøens bredder endelig foldede sig rigtigt ud. Jeg opfatter selv disse bøger som en slags ”fortsættelse” af historierne om Roselil, dog er disse fortællinger lidt mere farlige og spændende. Ligesom den lille fe må også trunten Pil i sin verden klare opgaver, der ikke altid er så lette, når man ikke føler sig hverken stor eller stærk. Men heldigvis har Pil hjertet på rette sted og kender kunsten at skabe venskaber.
Bøgerne er forbilledligt illustreret af Emil Landgren.

powered by cmsimple.dk - template by 2bdesign.de